TS COACHING

ØVELSE #2

FIND DIN MOTIVATION: Ender du i himlen eller i helvede?

Beskriv kort og præcist (10-15 linjer) to fremtidsscenarier:

Hvor er du om 12 måneder? Hvad kan du? Hvad har du udrettet? Etc. Og hvilken følelse er forbundet med det sted?

Eksempel:

Mit himmelsscenarie (TS)

Min vision er, at min ide med TÆNK SELV og mine coachingforløb er blevet en så stor succes, at jeg ikke alene lever af det, men også gør en forskel og har fået en indflydelse til at påvirke dialogen i Danmark. Jeg bliver anerkendt udadtil, men vigtigst af alt, så ved jeg selv, at jeg selv kom i mål med at skabe noget ud af ingenting, og dermed også nu kan lægge “tabet”, af min tidligere identitet som professionel sportsmand, hvor jeg også havde potentiale som ikke blev udlevet, fra mig. Jeg føler mig hel, og har lagt de sidste dårlige vaner fra mig og står nu stærk, sund og stolt. Mine valg er bevidste, og jeg behøver ikke længere bortforklare eller negligere noget - heller ikke overfor mig selv, for nu rykker jeg på alt det, som jeg ved, at jeg skal. Jeg har bevist overfor mig selv at mine dagdrømme ikke blot var fantasi, men at jeg faktisk havde potentialet til at gøre dem til virkelighed.

Mit helvedesscenarie (TS)

Min frygt er status quo. Jeg har ikke rykket mig, men kun set tiden gå. Jeg må erkende, at jeg er blevet et år ældre, men ikke et år bedre. Jeg ved, at ingen andre ser det, men jeg ved det. Endnu et år med ubetydelighed og middelmådighed. Jeg kan ikke skjule mig for mig selv og min egen dom, for jeg ved, at mit potentiale er til langt mere, men jeg tillod, at jeg forblev passiv og anonym. Jeg sidder nu stadig i den samme venteposition, og jeg skammer mig, fordi der faktisk ikke var nogen grund til, at jeg ikke kunne lykkes. Intet stod reelt i vejen for mig, kun mine egne dårlige vaner og dårlige undskyldninger. Jeg starter i morgen, eller næste uge, eller måned, og jeg har startet en masse gange, men jeg gjorde det bare aldrig færdigt, så jeg nåede aldrig i mål. Det er en stor sorg, for jeg ved, at på et tidspunkt er der ikke mere tid - og tænk, hvis jeg ikke når det, jeg bør. Det vil være et frygteligt tab for mig. Jeg ved, at potentiale forpligter, så det må ikke ske.

NB: Skriv altid 1. person (som jeg-fortæller) og tag ejerskab for dine tanker og følelser.

Copyright © ThomasSoltau.dk